Hvad får os til at vandre, tja et enkelt spørgsmål, desværre uden enkelt svar. For mig er de vandreture jeg tager med Lars den sidste bagdør til røver og soldater i skolegården. Der oplever jeg den samhørighed man havde som barn. Den følelse af at tiden står stille. Intet ansvar for andet end legen/vandreturen, man har denne lille klub sammen hvor man hygger sig med noget man kan lide. Det er ikke tit i sit “voksne” liv man har tid til den slags. Så der skal også lyde en stor tak til min familie for at give mig tid til disse eventyr med min gamle legekammerat. Håber alle finder en lynafleder fra dagligdagen. Tror det holder os unge at lege lidt en gang imellem. Ja ja legetøjet er blevet dyrere, men følelsen er den samme.

Carpe diem. Bonum vitae.

fbt